Kognitiv Terapi har dokumenteret god behandlingseffekt af depression
Depression er en lidelse, der i alvorlig grad nedsætter din trivsel og livskvalitet. Ofte er depressionen ledsaget af stress og angst.
Depression er kendetegnet ved et sænket stemningsleje. Herudover er symptomerne på depression bl.a. manglende energi eller lyst, tab af interesser, selvbebrejdelse, skyldfølelse, søvnbesvær, koncentrationsbesvær, håbløshed, tanker om død eller selvmord. På baggrund af symptomernes sværhedsgrad kan man skelne mellem let, moderat eller svær depression.
Depression kan behandles medicinsk eller ved psykoterapi. Ved lette eller moderate depressioner er psykoterapi på længere sigt den mest effektive behandling. Svære depressioner kræver typisk medicinsk behandling, idet symptomernes sværhedsgrad ofte kan hindre effekten af terapi.